Den vokser på mig – og andre engelske undersættelser

Image showing Den vokser på mig

Der er halvgode oversættelser, og så er der de seriøst bizarre direkte oversættelser af engelske udtryk til dansk, som synes at sprede sig med raketfart i sproget. Nogle af dem giver meget lidt mening, hvis ikke man kender det oprindelige udtryk.

Den vokser på mig

Den her er min yndlings! Man ser det for sig: Er det en fodvorte, er det en gravid mave eller noget helt tredje? Nej, det kommer af engelsk It’s growing on me, som betyder “synes bedre og bedre om”, og det er også med den betydning, denne engelske undersættelse er ved at lejre sig i det danske sprog.

En søgning på Google giver over 15.000 resultater med “vokser på mig”, så det er nok forholdsvis etableret i sproget.

I Nyt fra Sprognævnet 2016/4 (dsn.dk) kan man læse, at det tidligst fundne belæg for udtrykket i denne betydning er fra 2005 og fra Jyllands-Posten.

Variationen gror på mig ses også.

Eksempel på brug i dansk: “Det dér med at blive ældre vokser på mig” (femina.dk).

Ved enden af dagen

Det kommer af engelsk at the end of the day, som er en fast vending, der kan oversættes til “når alt kommer til alt”, “i sidste ende”. Det er nok over 100 år gammelt i den betydning, men Oxford English Dictionary har kun citater fra 1970’erne og 1980’erne, så det fik formodentlig en opblomstring på det tidspunkt.

Det bruges stadig rigtigt meget på engelsk, hvor det bl.a. er et fast element i den tomgangssnak, en hel del fodboldspillere og -trænere excellerer i, når de bliver bedt om at kommentere en netop overstået kamp, fx “It’s football at the end of the day” (mirror.co.uk).

I 2004 blev frasen at the end of the day valgt af Daily Telegraph til at være den mest klicheagtige og irriterende vending i britisk fodbold (telegraph.co.uk), men det har tilsyneladende ikke bremset brugen af det.

Der er kun 22 hits på Google med den danske version ved enden af dagen, og af dem er under halvdelen eksempler på den “undersættende” betydning. Så meget udbredt er det næppe, i hvert fald ikke i skriftsproget.

Eksempel på brug i dansk: “Desuden var fortælletempoet uhørt langsomt, og ved enden af dagen var seriens første afsnit bare jævn kedeligt” (dr.dk).

Rum for

Med den popularitet, som engelsk sprog og kultur nyder herhjemme, er udtrykket room for smittet af på dansk i en direkte oversættelse og blevet til rum for. Det betyder det samme som plads til.

Selv om der sikkert stadig er en del, der ville fyre sin korrekturlæser for at lade rum for passere, er den særdeles populær.

En søgning på Google giver over en halv million hits med rum for. En del af dem kan nok tilskrives andre typer af forbindelser, fx “Vi inddrager et andet rum for at få plads til køkken-alrum”, men alt tyder på, at udtrykket er temmelig udbredt i dansk.

Eksempel på brug i dansk: “BaneDanmark skal give rum for naturen.” (landbrugsavisen.dk).

Give den op (for …)

Nogle gange er det bare for bøvlet at kigge i ordbogen, og så kan man med større eller mindre held vælge at ignorere alle regler for korrekt sprogbrug og brage igennem med en ren Google Translate.

Give it up for (our next guest) burde oversættes med noget lignende “Giv (vores næste gæst) en hånd”, men smid give it up for gennem Google Translates algoritme-kværn, og ud kommer: Giv det/den op for. (Jeg får lige pludselig den tanke, at alt er Google Translates skyld).

Eksempel på brug i dansk: “Giv den op for Bent Fabricius-Bjerre og hans mange ørehængere!” (frederiksbergbladet.dk)

Varme op til

Vi er gode til engelsk i Danmark, vi oplever det som et prestigesprog, og vi vil gerne have en bid af det og den kultur, sproget repræsenterer. Men der er ingen garanti mod sløsede oversættelser, og nogle gange sker det, at vi har hørt den dårlige oversættelse så mange gange, at det pludselig lyder helt naturligt.

Helt der var jeg ikke, da min ellers så udmærkede 23-årige papdatter gerne ville sige, at en hund, der var lidt sky, virkede, som om den var blevet mere tryg ved os, og valgte følgende formulering: “Til sidst varmede den op til os”.

(Jeg kan godt have lidt ondt af hende, for det er svært at slippe af sted med den slags herhjemme, uden at der kommer diverse kommentarer og ideer og teorier og “måske” og “gad vide” …)

Udtrykket kommer formodentlig af engelsk warm up to eller warm to, som betyder “synes bedre og bedre om”, “blive mere og mere lun på”, og det er også med den betydning, det kan bruges i dansk.

Det er ikke lige til at finde eksempler på Google i den betydning, så udtrykket er nok endnu ikke så udbredt i dansk, men min papdatter insisterer på, at det bruges flittigt i talesprog blandt hendes jævnaldrende.

Læs også om det sjove engelske udtryk Bob’s your uncle her.

Please follow and like us:
error

Ugler i mosen – eller ulve?

Image showing Ugler i mosen – eller ulve?

Irriterende gif med rya 🙂 (Jeg lover, det bliver noget andet næste gang)

 

Der er ugler i mosen betyder “Der er noget galt”, “der foregår noget lusket”, “der er fare på færde”. Men helt ærligt, hvor galt eller farligt er det egentlig at finde ugler i mosen?

Til forsvar for uglens plads i udtrykket skal det nævnes, at fuglen – ud over kundskab – også har været forbundet med noget lyssky eller noget uhyggeligt. Men det er alligevel ikke den oprindelige form. Det er ulve i mosen.

Ulve i mosen

Vi ved, det hed ulve i mosen i 1600-tallet, for da optrådte udtrykket i en omfattende samling af ordsprog udgivet af præst og sprogforsker Peder Syv (1631-1702). (De rigtigt nørdede kan læse videre i et fotografisk genoptryk af Rasmus Nyerups samling af Peder Syvs ordsprog fra 1807 her). Men vi ved også, at det ændrede sig i 1700-tallet til ugler i mosen.

Der kan være flere grunde til, at uglen vippede ulven af pinden.

Ulven blev udryddet

Måske hænger det sammen med, at der i løbet af 1700-tallet blev færre og færre ulve pga. jagt. Den sidste ulv i Danmark blev skudt i begyndelsen af 1800-tallet i Jylland, og det frygtede rovdyr havde formodentlig været udryddet på Sjælland og øer endnu længere tid, måske allerede fra 1500-tallet.

Det kan tænkes, at det ikke længere gav mening at tale om ulve, når der nu ikke var nogen.

Ulve og ugler – samme ord

Men når det lige blev ugler, er det formodentlig også, fordi der tidligere – i hvert fald i dialekterne – var lydligt sammenfald mellem ulv og ugle, når ordene stod i flertal: ul(l)er.

LÆS OGSÅ: Det er ikke lige meget, om du vælger den korte bindestreg (-) eller den længere tankestreg (–). Har du styr på forskellen? Ellers klik her.

Ugleset

De nye firbenede indvandrere fra Tyskland deler vandene i Danmark. Nogle er bange for, at ulvene kan være farlige for mennesker, fårebønder skal bruge flere ressourcer på et beskytte deres dyr fra de sultne rovdyr, og ikke alle jægere synes, det er sjovt at deles med ulvene om de velsmagende rådyr.

Kunne man sige, at ulven blandt nogle er ugleset? For så det giver mig lejlighed til at nævne, at også i det ord har uglen udmanøvreret ulven. Det hed nemlig – på samme måde – tidligere ulveset.

SKAL JEG SKRIVE DIN BLOG?
Har du ikke tid til selv at få skrevet blogindlæg på din hjemmeside? Giv mig et par stikord, og jeg skriver det for dig. Uanset hvad emnet er. Hvis du er i tvivl, så ring eller skriv. Det er altid gratis: 30576039/gitte.hou.olsen@vmn.dk. 

Please follow and like us:
error