Læs min seneste klumme i magasinet Danes 02/2018:
Mine børn kalder mig “word nazi”
I princippet mener jeg, at bare fordi jeg interesserer mig for sproget, behøver alle andre jo ikke gøre det. Man kan vel leve et ganske udmærket liv uden at kunne de latinske (eller danske) betegnelser for grundled og udsagnsled eller vide, præcis hvor kommaet skal sættes. Jeg klarer mig også fint uden altid at kunne huske, hvor på brøkstregen tallene skal stå, hvis jeg vil regne procenten ud.
En kilomet
Det forekommer mig derfor også helt urimeligt, når jeg igen og igen skal udfordres på mine fine principper. “Der er over en kilomet derhen,” hørte jeg for nogle år siden en yngre sprogbruger sige. Siden har jeg hørt “kilomet” hundredvis af gange i talesprog, og da min ellers udmærkede yngste papdatter på 23 også pludselig bragte dette ikke-ord ind i vores fælles hjem, var det dråben: “Det hedder ikke kilomet. Det hedder kilometer. Du siger jo heller ikke en met, vel?”
Når børn og unge går igennem deres sproglige udvikling, skal de både lære reglerne og undtagelserne fra reglerne, og så opstår der fejl. Fejlen med kilomet skyldes sandsynligvis, at endelsen ligner den almindelige flertalsendelse -er som i fx atlet – atleter, komet – kometer. Nogle gange tager de unge fejlene med sig ind i voksenalderen. Min mor, som var vokset op på den fede vestsjællandske muld og med alle de herligheder, den kunne frembringe, insisterede hele sit liv på at sige en rabarb – to rabarber.
Hvis fejlen bliver udbredt nok, kan det føre til, at sproget ændrer sig. Det er ikke sket med rabarb, men det er tilfældet med datidsformen gravede af grave. Tidligere hed det grov. Jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at en af de fejl, der kandiderer til på et tidspunkt at blive optaget i Retskrivningsordbogen, er bedte som datidsform af bede. I dag er bad den eneste autoriserede datidsform, men bedte er allerede ved at indtage skriftsproget. En hurtig søgning på Google på “han bedte” giver over 1.000 hits.
Men papdatteren, hun siger aldrig kilomet mere. Og selv om hun og hendes søster kalder mig “word nazi”, når de af uransagelige årsager bliver trætte af mine ellers så velmente sprogråd, er jeg sikker på, at de inderst inde værdsætter min aktive indsats for at støtte dem i deres sproglige udvikling.
LÆS MERE: Den vokser på mig og andre engelske undersættelser
Speciallægepraksisplanlægnings-stabiliseringsperiode
Fortrædelighederne som sproglig don Quixote slutter naturligvis ikke der. Uden for familiens fire vægge lurer der en uendelighed af anarkistisk sproglig skabertrang. Jeg taler om det omsiggribende og indimellem voldsomt meningsforstyrrende mellemrum i sammensatte ord.
En søgning på Google viser et utal af ufrivilligt komiske fejl forårsaget af det lillebitte mellemrum, bl.a. supermarkedets “knald tilbud”, en hjemmeside, hvor man kan tage imod undervisning hjemmefra, der stik imod hensigten proklamerer: “fjern undervisning”, en tøjbutik, der fortæller kunderne, at “ben varmer” og meget meget mere. (Alle disse eksempler skal skrives i ét ord). Uanset hvor man vender sig hen, er de forkert stavede sammensatte ord i det offentlige rum lige så umulige at komme uden om som Donald Trump til en miss Universe-konkurrence.
Det gør det ikke nemmere, at Vestens mest toneangivende sprog, engelsk, ofte har mellemrum mellem sammensætninger, fx wedding ring, glove compartment og nursing degree. Der findes en lang række mere faste sammensætninger, der skrives uden mellemrum, fx blackboard, takeoff og moonlit, ligesom nogle typer sammensatte ord skrives med bindestreg, fx yellow-red og single-minded, men nyere sammensætninger og sammensætninger med lange ord vil typisk skrives med mellemrum.
Sådan er det ikke i dansk: Som udgangspunkt skal sammensætninger skrives i ét ord, fx husedderkop, gåafstand, standupkomiker, superlækker og powernappe. Og vi er heller ikke bange for meget lange ord: I 1993 blev det angiveligt længste danske ord brugt i en officiel sammenhæng, speciallægepraksisplanlægningsstabiliseringsperiode, med hele 51 bogstaver optaget i Guinness Rekordbog. Det lange ord følger alle forskrifter for korrekt sammensatte ord i dansk, men der var ikke nogen, der ville have blinket, heller ikke Dansk Sprognævn, hvis skribenten havde valgt at omskrive eller sætte en velvalgt bindestreg ind et sted for at lette læsningen.
Men hvordan ved man så, hvornår et ord er en sammensætning og skal samskrives? I langt de fleste tilfælde skal forbindelsen skrives sammen, hvis man udtaler den med hovedtryk på første stavelse, og med mellemrum, hvis trykket falder ligeligt på begge led, fx LETmetal (men LET_meTAL), BILligbog (men BILlig_BOG), HÅRDTpumpet (men HÅRDT_PUMpet). Jeg skal dog være den første til at indrømme, at det ikke er helt let, at reglen ikke altid passer, og at indimellem er man bare nødt til at konsultere en retskrivningsordbog. Men de mest tossede som bagerens skilt med “bedstemor boller” burde det ikke være så svært at få ryddet ud i.
“Hussein’s Frisørsalon”
Man skulle tro, det var nemmere at huske at undlade apostroffen i genitiv (ejefald), for her er der ikke så meget at diskutere. Engelsk tegnsætning har med stor sandsynlighed en del af skylden.
Ja, der sættes apostrof før genitiv i engelsk, fx Christina’s car, Peter’s hat og the car’s wheels. Men det gør der ikke i dansk. I dansk sættes -s‘et direkte på ordet/navnet, fx Christinas bil, Peters hat og bilens hjul. Når man så kan støde på en variation af virksomhedsnavne som Lillemor’s Pølser, Hussein’s Frisørsalon og Luffe’s Kloakservice, er det tydeligt, at indehaverne har mere fokus på at bruge apostroffen til at markere, hvor deres navn slutter, end at henholde sig til korrekt dansk tegnsætning. På den ene side må jeg modstræbende indrømme, at der jo ikke er nogen tvivl om, hvad der står, og hvad det betyder. På den anden side ser det bare så fjollet ud!
For at gøre det hele lidt mere kompliceret, er der faktisk tilfælde, hvor det er korrekt med apostrof ved genitiv i dansk. Det gælder dog kun ord eller navne, der slutter med en s-lyd, og der skal ALDRIG et ekstra -s på efter apostroffen, fx den nye hængelås’ nøgle, Marx’ ideologi og Schweiz’ regering.
Ak ja, livet som sprogrenser er ikke let. Dels er der de anarkistiske sprogbrugere, der – på urimelig vis – har mere fokus på det, de vil have ordene til at formidle, end selve ordene, dels er korrekt sprogbrug ikke altid helt ligetil.
Indtil videre er det dog lykkedes mig at holde den bidske indre sproghund i så kort snor, at jeg endnu ikke har præsteret at gå ind i en butik udelukkende for at påpege en fejl i et navn eller anden skiltning. Spørger du mine papdøtre, vil de nok mene, at det kun er et spørgsmål om tid.
LÆS MERE: Læs denne og flere artikler i magasinet Danes.
