Håndboldudtryk

håndboldudtryk
Foto: Oscar Aznar

Håndboldudtryk kan være indforståede. Og selv om man ikke behøver være ekspert for at blive godt underholdt af en spændende håndboldkamp, bliver det lidt sjovere, hvis man forstår det, kommentatorerne siger, og kan bidrage, når venner og kolleger diskuterer forrige aftens kamp.

ordtiltiden.dk er din ven! Her er ingen spørgsmål dumme, og når du har læst denne blog, er du godt klædt på til kampene og til at give igen på kommentarer som “Hun skulle være gået mere direkte på 3’eren”, “De skulle aldrig have droppet deres 6-0-forsvar” og “Så du den russer?”

6-0, 5-1, 3-2-1

Du kan nærmest ikke komme igennem en håndboldkamp uden at høre en eller flere af disse talforbindelser. De refererer til de 3 grundlæggende forsvarssystemer i håndbold, og håndboldkendere elsker at kloge sig på fordele og ulemper ved de forskellige systemer:

håndboldudtryk
Her ses et klassisk 6-0-forsvar, hvor alle forsvarsspillerne står helt tilbage på stregen/målcirklen. Pilene viser forsvarsspillerens trekantsbevægelse, når angrebsspilleren udfor har bolden. Illustration: DGI
5-1-forsvaret med 5 forsvarsspillere nær stregen og 1 lige over den stiplede frikastlinje. I denne formation bevæger forsvarsspillerne sig primært til siden og frem og tilbage.
Illustration: DGI
3-2-1-forsvar. I denne forsvarsformation står 3 forsvarsspillere nær målstregen, 2 offensive forsvarsspillere står på frikastlinjen, og 1 ligger endnu mere fremskudt i midten. De 3 offensive forsvarsspillere bevæger sig i en V-formation, idet de følger bolden og bevæger sig frem, når den direkte modspiller er i boldbesiddelse. De 3 defensive forsvarsspillere bevæger sig sidelæns med boldens bevægelse.
Illustration: DGI

1’er, 2’er og 3’er

De enkelte positioner i forsvaret benævnes også ved tal:

håndboldudtryk
Her kan du se, hvilke tal de forskellige forsvarspositioner har. Det er godt at vide, når man hører sætninger som: “Angrib lige på 3’eren” eller “Gå højre om 2’eren”
Illustration: DGI og Gitte Hou Olsen

Fløj, back, playmaker og streg

Fløj: Fløjspilleren (både forsvar og angreb), står yderst i hver side af banen. De kaldes hhv. højre fløj og venstre fløj.

Back og playmaker: Playmakeren har plads i midten af angrebet, og backerne (højre og venstre back) er placeret på hver side mellem fløj og playmaker. De to backs og playmakeren udgør tilsammen bagspillerne i et håndboldholds angreb.

Streg: Stregspilleren i et angreb er den, der befinder sig inde tæt på den fuldt optrukne mållinje sammen med modstanderholdets forsvarsspillere.

Kendelser

håndboldudtryk

Mange af de afgørelser, eller kendelser, dommeren kan komme med i en håndboldkamp, er selvforklarende, men nogle kan være vanskelige at gennemskue:

Angrebsfejl. Det hed i gamle dage mas og dømmes, når en angrebsspiller løber direkte ind i en forsvarsspiller i forsøg på at bryde igennem forsvaret og komme til skud.

Frikast. Når en spiller bryder spillereglerne, på en måde, der skal føre til tab af boldbesiddelse, dømmes der frikast.

Målkast. Der dømmes målkast, når bolden ryger ud over baglinjen, fx ved skud på mål, der ikke rammer. Det angribende hold mister dermed bolden.

Skridt. Man må højst tage 3 skridt med bolden i hånden. Tager man flere, dømmes der skridt, og holdet mister bolden.

Overtrådt. Man må gerne kaste sig ind over den fuldt optrukne målstreg og skyde på mål, men man skal have sluppet bolden, inden kroppen rører gulvet. Ellers dømmes der overtrådt. Hvis man har haft foden på målstregen inden et skud på mål, dømmes der også overtrådt.

Passivt spil. Hvis du ser en dommer med den ene arm i vejret, er det en advarsel til det angribende hold om, at de ikke er angribende nok, fx trækker tiden uden intention om at forsøge sig med en afslutning på mål. Det kaldes passivt spil. Når dommeren løfter armen i vejret, har holdet, der er i boldbesiddelse, maks. 6 afleveringer, før de skal forsøge sig med skud på mål. Ellers mister de bolden.

Studs, lob og andre fiduser

Håndboldudtryk som dem herunder er også gode at kende:

Lob: en bold eller et kast med en bold, der går i en bue (over modstanderen). Man kan fx sende et lob over målmanden ved et straffekast.

Studs. Det, at bolden slås ned i gulvet på vej til en medspiller eller i et skud mod mål.

Vip. En aflevering til en medspiller, der modtager bolden i luften og skyder på mål. Du kan se et eksempel på et vip herunder. (Jeg synes dog, det ser ud, som om fløjspilleren har den ene fod i feltet, før han slipper bolden – og at der derfor burde være dømt overtrådt. Hvad mener du?)

Hurtigt opløb. Det at løbe hurtigt op på modstanderens banehalvdel og skyde på mål, inden forsvaret er kommet på plads.

Screening. Det at bruge sin krop til at spærre vejen for en af modstanderholdets spillere. Formålet kan være at gøre plads for en angriber eller at forhindre en forsvarsspiller i at dække effektivt op.

Spids vinkel. Når der skydes på mål fra en position langt nede mod hjørnerne på hver side af målet, siger man, at det er fra en spids vinkel.

Markspiller. Hver af de spillere på et hold, som ikke er målvogter.

Assist. En målgivende aflevering, dvs. en aflevering til en medspiller, der derefter lykkes med at score.

Er du vild med sportsslang? Læs også Sprogguide til touren

Håndboldudtryk med slang på

Følgende udtryk hører til de mere indforståede eller slangagtige udtryk:

Hulen. Når nogen siger “hjem i hulen”, betyder det, at spillerne skal finde tilbage til deres forsvarspositioner.

Chokoladehøjde: Det lyder som noget godt, men det er i hvert fald ikke noget, en angriber bør stræbe efter. Det refererer nemlig til et målskud, der ligger i målvogterens hoftehøjde, hvor bolden er relativt nem at parere.

To ristede: Jeg læste om udtrykket på dr.dk. Jeg kendte det ikke, men det bruges om at blive snydt, udmanøvreret i spillet, i en grad, så man – billedligt talt – er blevet sendt ud i cafeteriet efter to ristede pølser.

Russer eller russerscreening var en af de første finter, jeg selv lærte, da jeg begyndte at spille håndbold som 11-årig: Det er en screening af den forsvarsspiller, der kaldes 2’eren (se længere oppe), som bl.a. kan udnyttes til gennembrud af backen eller til viderespilning til stregen. Det er lidt svært at forklare med ord. Se videoen herunder:

Isse eller issebold er et skud på mål, der går lige hen over målvogteren hoved/isse.

Sukkerbold er en aflevering, der ligger exceptionelt godt.

Flere udtryk?

Har du ideer til et eller flere gode udtryk/ord om håndbold, som du synes skal med på listen? Så skriv en besked i kommentarfeltet!

Kilde: dgi.dk (en fantastisk side med et utal af videoer, tegninger og beskrivelser af håndboldspillet og andre spil).

Please follow and like us:
error