Svaret er: ude om
Ude om
Bruges om at være skyld i noget eller årsag til noget, fx Han slog sig, men han var selv ude om det.
Ude om skrives altid i to ord.
Uden om (eller udenom)
Fungerer som en præposition (forholdsord), som skal have en styrelse efter sig, fx Lad os køre uden om byen (byen er styrelse).
I denne brug kan det også skrives udenom i ét ord, fx Lad os køre udenom byen.
LÆS OGSÅ: Sæt komma foran fordi, altid!
Udenom
Bruges, når der ikke er knyttet en styrelse til. Forbindelsen betragtes som et adverbium (biord) og kendes typisk ved, at der ikke kommer noget bagefter, fx Lad os køre udenom.
Bland dig udenom!
Dette oprindelige slangudtryk kom formodentlig ind i dansk i 1960’erne (sproget.dk) og har muligvis været med til at smitte af på være ude om, så det hos nogle fejlagtigt bliver til være uden om.
LÆS OGSÅ: Kolon eller semikolon?
Det synes trist, men er vistnok et faktum:
Forholdsord er et af vor tids tydeligste tegn på, at sprogkundskaberne er ringere end nogensinde. Måske skyldes det underviseres kompetence, måske blot den håbløse tendens, at kvantiteten af snak er anses for vigtigere, end kvaliteten af tale eller skrift.
Om det er politikere, kommunikationschefer eller talsmænd, der får en mikrofon holdt op under næsen, bliver forkerte forholdsord eller universalvendingen “i forhold til” (mis-)brugt overalt. Når talesprog samtidig vinder indpas i skrevne tekster, mødes man tillige af elendigheden på digitale og fysiske medier.
Ikke mindst DR.DK publicerer mange sprogfejl i artikler, til trods for at DR’s PUBLIC SERVICE-KONTRAKT FOR 2019-2023 fastslår, at “DR skal lægge særlig vægt på dansk sprog og aktivt medvirke til at bevare og udvikle det danske sprog” og “.. desuden
lægge vægt på et korrekt og forståeligt dansk i programmerne samt føre en aktiv sprogpolitik.”
Hej Søren. “I forhold til” bruges ofte i betydningen “når det gælder”, “angående” og “med hensyn til”, hvilket er så udbredt nu, at brugen fremgår i ordbøgerne. Se fx: https://sproget.dk/lookup?SearchableText=forhold. Jeg er snart 60, og i mine ører lyder det forkert, og når jeg læser korrektur, retter jeg det ofte. Men tendensen er, at jo yngre man er, jo mindre studser man over det. Så det går kun én vej. Det er også mit indtryk, at der bliver flere og flere sproglige fejl i skrevne tekster, som du skriver, men jeg kan ikke fremføre bevis for det. Kun finde eksempler. Det kunne faktisk være interessant, hvis nogen ville lave en undersøgelse af en repræsentativ mængde af skriftlige fremstillinger. For at se, hvor stort problemet er. Hilsen Gitte